6.5.2 Affaldsrammedirektivet, grundlag for lovgivningen i Danmark
EU har med vedtagelsen af Affaldsrammedirektivet bl.a. opstillet rammerne for, hvordan affaldshåndteringen i hele EU skal udvikle sig frem mod 2020. Direktivets krav danner rammerne for regeringens igangværende arbejde med Danmarks affaldsstrategi og affaldslovgivning.
Affaldsrammedirektivet
EU vedtog den 19. november 2008 det seneste affaldsrammedirektiv (2008/98/EF). Direktivet stadfæster, at det almindeligt anerkendte affaldshierarki fortsat er gældende.
Direktivet fastsætter skærpede genanvendelseskrav.
Herudover fastlægger direktivet specifikt, at medlemsstaterne senest i 2015 skal indføre særskilt indsamling af som minimum papir, metal, plast og glas i forbindelse med genbrug og genanvendelse. Endvidere skal medlemsstaterne senest i 2020 sikre, at der sker genbrug eller genanvendelse af affaldsmaterialer omfattende som minimum for eksempel papir, metal, plast og glas fra husholdninger (og om muligt fra andre kilder, såfremt disse affaldsstrømme svarer til affald fra husholdninger) på samlet mindst 50 vægtprocent.
Affaldshierarkiet
Affaldsrammedirektivet fastsætter desuden et mere detaljeret affaldshierarki:
- Forebyggelse
- Forberedelse med henblik på genbrug
- Genanvendelse
- Anden nyttiggørelse, f.eks. energiudnyttelse, og
- Bortskaffelse
I de tilfælde, hvor det er nødvendigt at lade særlige affaldsstrømme afvige fra hierarkiet, skal det være begrundet i livscyklus-tankegangen vedrørende de samlede konsekvenser af produktion og håndtering af den type affald.
Et nyt begreb er introduceret med affaldsrammedirektivet
”Forberedelse med henblik på genbrug” er et nyt begreb. Det er enhver nyttiggørelsesoperation i form af kontrol, rengøring eller reparation, hvor produkter eller produktkomponenter, der er blevet til affald, forberedes, således at de genbruges uden anden forbehandling. Et eksempel kunne være flaskeskylning.
|