I 2007 besluttede Frederikshavn Kommune at igangsætte projektet Energibyen Frederikshavn. Målet med projektet er, at Frederikshavn, Elling og Strandby inden 2015 skal være forsynet med 100% vedvarende energi på el-, varme- og transportområdet.
Affaldsforbrænding
Affaldsmængderne til forbrænding har tidligere været stigende, hvorimod det seneste år har vist et fald i affald til forbrænding. Det har tidligere været meldt ud fra central side, at der kan forventes en stigning i mængden af forbrændingsegnet affald på 1,3% frem til år 2028. Om denne prognose holder, eller om der vil ske yderligere fald eller stagnation, er uvist.
Uagtet at de fremtidige affaldsmængder til forbrænding ikke kendes eksakt, skal det diskuteres, hvorledes affaldsforbrændingen skal ske i Frederikshavn Kommune fremover.
I Frederikshavn Kommune er der to forbrændingsanlæg; ét i Frederikshavn og ét i Skagen.
Det er et kendt faktum, at begge forbrændingsanlæg inden for en kortere tidsramme skal gennemgå en væsentlig renovering for at kunne fortsætte driften. I den optik skal det undersøges, hvorvidt der er kapacitet på de to anlæg til at forbrænde kommunens eget forbrændingsegnede affald i fremtiden, eller om de to anlæg skal nedlægges, og der skal etableres et nyt (og større) anlæg i Frederikshavn, eller om affaldet skal køres til forbrændingsanlæg udenfor kommunen.
Selvsagt kan dette ikke vurderes isoleret, da der er mange andre faktorer, der spiller ind, heriblandt økonomi, transport af affald, Energibyen Frederikshavn, mulig udvidelse af varmegrundlaget m.v
Affaldsforbrænding regnes traditionelt for at være en vedvarende energikilde, og ca. 72% af affaldet er CO2-neutralt. Skatteministeriet har lagt sig fast på en emissionsfaktor på 28,34 kg CO2/GJ ved affaldsforbrænding. De nye principper om vugge til vugge anser ikke affaldsforbrænding for at være en positiv energikilde.