9. Kun svag stigning i affaldsmængderne forventes
Udviklingen i den samlede affaldsmængde har betydning for hele Frederikshavn Kommunens affaldssystem. Ændringer i affaldsmængden i en periode stiller krav til de modtage- og behandlingsanlæg, som kommunen benytter. Det er derfor vigtigt for kommunen at forholde sig til den forventede udvikling i affaldsmængderne. Der forventes kun en svag stigning i affaldsmængdere i planperioden.
Udvikling i affaldsmængder
Den samlede mængde affald, som fremkommer i Frederikshavn Kommune, afhænger i høj grad af, hvorledes det går samfundsøkonomien. I de seneste år har der været god aktivitet i samfundet generelt. Det har blandt andet medført stigende mængder affald i Frederikshavn Kommune. Med faldet i aktivitetsniveauet i 2008 og 2009 imødeses, at dette vil få indflydelse på de samlede affaldsmængder i kommunen i de kommende år. |
|
Affald fra husholdninger
Mængden af affald fra husholdningerne forventes i de kommende år kun at stige svagt. Mængden af dagrenovation forventes at stige med 0,5% pr. år i de kommende år, hvorefter den forventes at stige med 1-1,5% pr. år frem mod 2020. Det samme forventes for udviklingen i mængden af storskrald fra husholdningerne. Udviklingen i mængden af haveaffald forventes at stige med 0,5% pr. år frem mod 2020.
Affald fra erhverv
Mængden af affald fra erhverv forventes i de kommende år kun at stige svagt som følge af den generelle økonomiske udvikling i samfundet. Mængden forventes generelt at stige med 0,5% pr. år frem mod 2020.
Farligt affald
Mængden af farligt affald forventes kun at stige svagt i planperioden, og den er estimeret til 0,5% pr. år frem mod 2020.
Behandlingsrest
Mængden af behandlingsrest forventes at være uændret i planperioden.
|