6.5 Sigtelinier og målsætninger frem til 2012
Frederikshavn Kommune er nået langt på affaldsområdet. Set i forhold til Regeringens affaldsstrategi ligger der dog stadig et arbejde i at nedbringe mængden af affald til forbrænding, ved at en større andel af affaldet i kommunen genanvendes.
Sigtelinier og målsætninger
De målsætninger og sigtelinier, som regeringen har fastlagt på affaldsområdet, er beskrevet i de nationale affaldsstrategier. Første del af strategien blev udsendt i marts 2009. Den anden del af strategien blev sendt i høring i efteråret 2009. Indtil den endelige strategi foreligger, vil det til dels være regeringens affaldsstrategi for 2005 – 2008, der vil være gældende.
EUs Affaldsrammedirektiv
I det seneste affaldsrammedirektiv fra EU (2008/98/EF), vedtaget den 19. november 2008, stilles der en række krav, som skal medvirke til at øge genanvendelsen af husholdningsaffald – og affald af samme type fra andre kilder, dvs. typisk affald fra institutioner og serviceerhverv.
I direktivet understreges det, at det almindeligt anerkendte affaldshierarki fortsat er gældende. Herudover fastlægger direktivet specifikt i forbindelse med genbrug og genanvendelse, at medlemsstaterne senest i 2015 skal indføre særskilt indsamling af som minimum papir, metal, plast og glas. Endvidere skal medlemsstaterne senest i 2020 sikre, at der sker genbrug eller genanvendelse af affaldsmaterialer omfattende som minimum f.eks. papir, metal, plast og glas fra husholdninger på samlet mindst 50%.
Implementering i dansk lovgivning
Affaldsrammedirektivets krav implementeres i dansk lovgivning. I perioden frem til 2012 er det primære mål at fastholde de allerede opnåede mål.
|