Frederikshavn Kommunes mål for 2012 er:
- 65% af alt affald føres til genanvendelse
- 29% af alt affald føres til forbrænding og
- maksimalt 6% af alt affald deponeres
For at nå disse mål skal en del af det affald, som forbrændes i dag (ca. 39%), udsorteres til genanvendelse.
Husholdninger
Frederikshavn Kommunes mål for behandling af husholdningsaffald indebærer, at der skal bortskaffes mindre affald ved forbrænding og deponering, mens mængden til genanvendelse tilsvarende skal øges:
- For husholdningernes dagrenovation er det målet, at genanvendelsen øges til 40% gennem en række initiativer i relation til det genanvendelige affald i dagrenovationen. Se mere under afsnittet Borgere
- For storskrald fra husholdninger er det målet at øge genanvendelsen til 39% og nedbringe mængden til forbrænding til 37% og mængden til deponering til 24%. Se mere under afsnittet Borgere - Storskrald.
Erhverv
Frederikshavn Kommunes mål for erhvervsaffald er allerede nået, men der skal stadig ydes en indsats for yderligere at styrke genanvendelsen af affald. Især er der identificeret mulighed for at øge genanvendelse af affald fra institutioner, handel og kontor ved at flytte affald, som i dag forbrændes, til genanvendelse. Dette skal blandt andet ske gennem dialog og tilsyn med private virksomheder samt gennem initiativer målrettet for kommunes egne institutioner.
Tværgående initiativer
Ud over de specifikke initiativer i relation til borgere og erhverv iværksætter Frederikshavn Kommune en række tværgående initiativer.
Frederikshavn bliver medlem af Hold Danmark Rent. Ved dette medlemsskab iværksættes en række konkrete projekter, eksempelvis Skraldiaden - en affaldskampagne for børn, Rent kvarter/boligområde - kom i gang med at involvere beboerne, Hjælp et skod - en cigaretskodskampagne.
Disse initiativer knytter sig blandt andet til de initiativer, som iværksættes i relation til henkastet affald. Herudover arbejder kommunen videre med Energibyen som et andet tværgående initiativ, som har indflydelse på håndteringen af affald.
Tids- og aktivitetsplan
For at nå målene iværksætter Frederikshavn Kommune i planperioden en række initiativer. De konkrete initiativer og tidsplanen for at gennemføre dem fremgår af afsnittet Tids- og aktivitetsplan. Initiativerne indebærer blandt andet informationskampagner overfor borgerne samt en gennemgang af en del af de nuværende indsamlingsordninger for at vurdere, om der er behov for ændringer.
Andet affald
Ud over det affald, der indsamles via ordningerne for husholdninger og erhverv, vil der blive gjort en indsats for at mindske mængden af henkastet affald i Frederikshavn Kommune samt for at affald, der eksporteres eller importeres via Frederikshavn Kommune, håndteres korrekt.
Projektet Energibyen Frederikshavn vil desuden være et fokusområde blandt andet i forhold til på sigt at nå målene i EUs affaldsrammedirektiv.
Økonomi og miljøvurdering
De initiativer, affaldsplanen lægger op til, forventes at give miljømæssige forbedringer. På driftssiden (AVØ A/S) giver affaldsplanen ikke anledning til ændringer i forhold til de planlagte initiativer, mens der afsættes et mindre beløb til myndighedssidens del for at gennemføre planens initiativer. Se i øvrigt afsnittet Økonomi for en samlet oversigt over planens økonomiske konsekvenser.
En screening af affaldsplanen viser, at der ikke skal udarbejdes en egentligt miljøvurdering, da planen ikke medfører væsentlige negative miljøpåvirkninger. De mulige væsentlige miljøpåvirkninger er positive.