6. Mere genanvendelse i de kommende år 

Frem til 2007 blev målet om maksimalt 6% affald til deponering nået. I 2007 steg mængden lidt, men den skal ned på 6% eller lavere igen i planperioden. Der ligger også en opgave i at få mere affald genanvendt. Indsatsen koncentreres om det affald, der i dag føres til forbrænding fra kommunens husholdninger. Samtidig styrkes indsatsen over for kommunens erhverv.

 
 
 

Målsætninger frem til 2012

Frederikshavns Kommunes opnåede resultater på affaldsområdet i 2007 sammenholdt med sigtelinier i Regeringens Affaldsstrategi 2009-12 viser, at målet for mængden af tilført affald til deponering stort set er nået i 2007, mens mængden af affald, som føres til forbrænding er større, end hvad målet angiver.

Frederikshavn kommune ønsker at nedbringe mængden af affald til forbrænding og til deponi. Det betyder, at en større andel af den samlede affaldsmængde skal genanvendes. 

Mindre deponering

Der skal i planperioden gennemføres en indsats for at bringe deponeringen af affald ned til højst 6%. Det skal bemærkes, at en større andel af affaldet er deponeret i 2007 end i de forrige år. Det skyldes dels, at den samlede affaldsmængde er faldet, men også en brand i oplagret affald, hvilket betød, at forbrændingsegnet affald er blev deponeret.

Mere genanvendelse

Kortlægningen af Frederikshavns Kommunes affaldshåndtering viser generelt, at størstedelen af affaldshåndteringen foretages på en miljømæssig god måde. Der er dog visse områder, hvor kortlægningen peger på muligheder for en bedre affaldshåndtering.

Husholdningsaffald 

Affald fra husholdninger består af dagrenovation, haveaffald og storskrald. Affaldet indsamles dels via husstandsindsamling og dels via kommunens genbrugsstationer. For dagrenovationen viser kortlægningen for 2007, at 81% føres til forbrænding, og resten genanvendes. Kortlægningen peger på, at husstandsindsamlingen af papir giver en indsamlingseffektivitet på ca. 80%. For de øvrige genanvendelige fraktioner gælder det, at der er et potentiale for, at en større andel kan udsorteres til genanvendelse.

I 2007 blev 66% af alt affald indsamlet fra kommunens genbrugsstationer ført til forbrænding. Målsætningen er at nedbringe dette til 60% med udgangen af 2012. Der iværksættes en række initiativer, som skal bidrage til at nå denne målsætning. For yderligere information henvises til de enkelte fraktioner beskrevet under Borgere.

Erhvervsaffald

For fortsat at forbedre de opnåede resultater for erhverv vil Frederikshavn Kommune i planperioden fokusere på dialog og tilsyn med virksomhederne. En række initiativer gennemføres i relation hertil.

Energibyen

I 2007 besluttede Frederikshavn Kommune at sætte gang i projektet Energiby Frederikshavn. Principperne i Energibyen er blandt andet, at energiproduktionen kan baseres på affaldsforbrænding og på biogasproduktion. I forhold til affaldsforbrænding vil Frederikshavn Kommune forholde sig til konsekvenserne af målene i affaldsrammedirektivet om 50% genanvendelse af alt husholdningsaffald i 2020 i forhold til den fremtidige forbrændingskapacitet, da disse mål vurderes at få indflydelse på den samlede affaldsmængde til forbrænding.

Tværgående initiativer

Desuden iværksættes en række initiativer af tværgående karakter omkring henkastet affald og affald som importeres og eksporteres fra kommunen.

 
ver. 2 - offentliggjort